ZÜBLIN er prækvalificeret til at byde på Nyt Campus Næstved

23.05.2022
Campus Næstved © ZÜBLIN A/S
© ZÜBLIN A/S

Særligt fokus på bæredygtighed

I forbindelse med professionshøjskolen Absalon i Næstved skal der opføres et nyt campus på omkring 5.000 m² med plads til 1.200 studerende og 80 ansatte. ZÜBLIN er med i opløbet om totalentreprisekontrakten sammen med tre andre teams. Opgaven omhandler design og udførelse af bygninger med undervisningsfaciliteter, administration og fællesarealer.

ZÜBLIN har teamet op med rådgivere fra Nordic Office of Architecture, WE Architecture og AI Arkitekter og Ingeniører. Bygherre har vurderet ZÜBLINs ansøgning om prækvalifikation som værende ”meget god” med meget relevante referencer for byggeri til videregående uddannelser og gode relevante referencer for bæredygtighedscertificering.

Bygherre har fokus på bæredygtighed, fortæller tilbudschef Mikael Schroll: ”Campus skal certificeres til DGNB Guld, og bygherre har meget fokus på dette. Det gælder både i forhold til valg af sunde, langtidsbare løsninger og materialer med lav påvirkning af sundhed, miljø og klima, men også i forhold til helt specifikke ønsker til livcyklusvurdering og en forventning om, at byggeriet lever op til kommende lovkrav om maksimalt 12 kgCO2-ækv./m². Desuden ønsker bygherre, at der rettes særligt fokus på bæredygtighed i udførelsesfasen i form af energi- og ressourceforbrug på byggepladsen, affaldssortering og minimering af spild samt begrænsning af generne for nærmiljøet i form af både transport, støj, vibrationer og støj”.

Tilbudsarbejdet med Nyt Campus Næstved er opstartet, og der skal afleveres første bud i Q3 2022, mens byggestarten er sat til Q3 2023. Billedet er fra Universitet i Witten/Herdecke, som ZÜBLIN netop nu opfører i Tyskland.