Første spadestik er taget på Svendborggade 37 mellem Østre Gasværk Teater og Østerbro Skøjtehal.
Vision Ejendomme og ZÜBLIN A/S opfører 9.400 kvm boligbyggeri med 110 lejligheder, som forventes at være indflytningsklar fra medio 2025.
I de kommende år vil de øde områder omkring det ikoniske Østre Gasværk Teater, Østerbro Skøjtehal og B93’s sportsanlæg blive forvandlet til et nyt og attraktivt bykvarter.
Bag transformationen af grunden Svendborggade 37 står Vision Ejendomme, der de seneste år har gennemført en række nybyggerier og flere større projekter, hvor der arbejdes med udvikling af lokalplan og byudvikling på centrale placeringer i København.
ZÜBLIN A/S er valgt som totalentreprenør, og arkitektvirksomheden COBE har tegnet den nye boligkarré, der rummer 110 boliger til både singler, børnefamilier og seniorer. Artelia og Emcon er valgt som hhv. ingeniørvirksomhed og bygherrerådgiver.
I VISION Ejendomme glæder man sig over, at byggeriet nu endeligt kan igangsættes, byggetilladelsen er i hus, og adm. Direktør Claus Skytte, VISION Ejendomme, ser frem til det kommende arbejde med høje forventninger til projektets bidrag til nærområdet:
”I VISION Ejendomme brænder vi for at udvikle boliger til mennesker; gode leve rum der kan skabe grobund for fremtidens familier og bidrage til fællesskab i og omkring byerne. Derfor er det med stor glæde, at vi den 19. september kunne tage det første spadestik og igangsætte byggeriet af 110 nye hjem på Østerbro, som kan danne rammerne for mennesker i mange år frem. Vi er ikke kun med til at udvikle en ejendom, men helt nye forudsætninger for kultur og fællesskab i området – og det er vi stolte af. Vi sætter en ære i at være med til at udvikle byen og ser frem til det videre samarbejde omkring projektet”.
På den kommende byggeplads er det indledende arbejde allerede påbegyndt af ZÜBLIN A/S, der ser frem til det tætte samarbejde med Vision Ejendomme og projektets partnere.
"Projektet er resultatet af en samarbejdsaftale med Vision Ejendomme, hvor vi har arbejdet tæt sammen frem til indgåelsen af totalentreprisen. Vi har anvendt mange værktøjer fra vores Teamconcept ®, hvor vi forbinder den nødvendige ekspertise fra projektets begyndelse til afslutning. Alle involverede parter bliver hørt, og alle muligheder for optimering og viden bringes i spil, så vi kan træffe optimale beslutninger, der er til fordel for alle. Det er et spændende projekt, som passer godt ind i vores nye strategi om at fokusere på mellemstore projekter samt tætte og engagerede samarbejdsrelationer med bygherre,” siger Anders Medin Feldbæk, Direktør for Byggeri hos ZÜBLIN A/S.
Viderefører områdets ikoniske arkitektur
Arkitektvirksomheden COBE har tegnet den kommende boligkarré på Svendborggade 37, der med sine organiske former, runde vinduer og blænd felter samt lysegrå teglsten bidrager til at skabe sammenhæng med områdets historiske arkitektur.
”Med Gasværkskarréen ønsker vi at skabe en traditionel Københavnerkarré, skabt specifikt til stedet, midt i det kommende Østre Gasværk Kvarter. Vi har ladet os inspirere af naboen Østre Gasværks runde vinduer og særlige murværksdetaljer, som bliver et særkende for byggeriet. Det bliver en markant del af Østre Gasværk Kvarteret, som jeg glæder mig til at realisere.” siger Dan Stubbergaard, grundlægger af Cobe.
ZÜBLIN A/S er en dansk entreprenørvirksomhed med lokalt markedskendskab og international styrke. Vi tilbyder ydelser inden for fundering, anlægsbeton, infrastruktur og nøglefærdigt byggeri af højeste kvalitet. ZÜBLIN A/S er en del af STRABAG – en af de førende europæiske teknologipartnere for bygge- og anlægsservices. Koncernen giver os et stærkt finansielt grundlag at drive forretning på samt mulighed for at trække på international ekspertise fra vores tekniske division. STRABAG koncernen har 79.000 ansatte og en årsomsætning på cirka 130 mia. kroner. Koncernen er noteret på Vienna Stock Exchange.